Godt studiemiljø i en moderne arkitektur

Se mere

KG-miljøet

KG er et moderne gymnasium, der ligger i et naturskønt område med plæner, skov og golfbane som de nærmeste naboer.

Skolen er delt op i 4 sektorer, der bindes sammen af et stort fællesareal. Der er højt til loftet, lyst og åbent, men også kroge til gruppearbejde og lektielæsning. Store malerier, kunst og skulpturer giver sammen med informationstavlerne et charmerende mix af tradition og modernitet.

 

I frokostpauserne summer kantinen af liv, man spiser, hygger sig og musikken bidrager til den levende atmosfære.

Kantinen tilbyder et rigt udbud af både kolde og varme retter, der kendetegnes ved sundhed, bæredygtighed og økologi. Og så disker kantinen i øvrigt op med lækker mad til skolens mange arrangementer og fester.

I centrum af skolen ligger det store auditorium, hvor man samles til filmforevisning, foredrag og andre begivenheder. Ved siden af auditoriet svæver et plateau med et stort fællesareal og afskærmede arbejdspladser i 3 meters højde.

 

Skolen er bygget på et terræn med fald, så kælderen på KG er – ligesom de øvrige områder – lys og åben. I den ene ende holder de kreative fag til i tidsvarende og moderne omgivelser. I den anden ende ligger KGs store fitness-lokale med direkte udgang til sportsarealerne og Marielundskoven.

En lukket gangbro fører fra kantinen til skolens sportshal, der er samlingspunktet for idrætstimerne og store begivenheder som foredrag, koncerter og translokation.

 

Skolens ydre arkitektur er præget af kvadratiske felter sat sammen i et stramt system, der brydes af store glasflader. Bygningerne er overalt indrammet af røde stålsøjler og gitre, der giver skolen en markant og modernistisk arkitektur.