fleksibilitet i hverdagen
De øvrige onsdage vil være FlexDage, hvor du har mulighed for selv at planlægge og styre din egen tid. Du kan fx knokle igennem mandag aften og bruge onsdag formiddag på træning, afleveringer eller noget helt tredje.
FlexDagene giver dig frihed med ansvar. Undervisningsaktiviteterne er asynkrone, og de skal altså ikke nødvendigvis laves om onsdagen. De vil indeholde forskellige aktiviteter, som du kan lave før og efter den almindelige undervisning. På den måde kan du på FlexDagene både blive klar til at deltage i den kommende undervisning, og du samler op og repetere dét, du allerede har lært.
Men FlexDagene er ikke fridage. Det er en chance for at vise, at du kan tage ansvar for din egen læring. Du skal aflevere et konkret produkt eller dokumentere dit arbejde – og der føres fravær, hvis du ikke gør det.
Samlet giver FlexDagene dig balance i en travl hverdag – og det gør dig klar til studieliv og voksenliv efter Kolding Gymnasium. Du kan se eksempler på konkrete FlexDage her.
En uge med ekstra frihed
De øvrige onsdage vil være FlexDage, hvor du har mulighed for selv at planlægge og styre din egen tid. Du kan fx knokle igennem mandag aften og bruge onsdag formiddag på træning, afleveringer eller noget helt tredje.
FlexDagene giver dig frihed med ansvar. Undervisningsaktiviteterne er asynkrone, og de skal altså ikke nødvendigvis laves om onsdagen.
Eksempler på FlexDage
Skjoldvulkaner – direkte i din ovn (naturgeografi)
På en FlexDag i naturgeografi skal du lade kreativiteten eksplodere – bogstaveligt talt. Du skal bage en kage, der viser, hvordan en skjoldvulkan er opbygget. Mens du former lagene af dej og glasur, lærer du samtidig om, hvordan magma bevæger sig, og hvorfor nogle vulkaner flyder, mens andre sprænger. Det er læring, der både kan ses, mærkes – og spises.
Den lille og den store historie (historie)
I historie arbejder du med projektet “Min familie i historien”. Du dykker ned i den lille historie – din egen families fortælling – og undersøger, hvordan den hænger sammen med den store historie om samfundets udvikling, krige, velfærd, migration og forandringer i Danmark og verden. Du interviewer dine forældre og bedsteforældre og opdager, at historien ikke kun står i bøgerne – men også lever gennem dig. Til sidst laver du en planche, som præsenteres ved en fernisering, hvor alle viser deres historier frem. På den måde oplever du, hvordan vi alle er historieskabte væsner – formet af fortiden, men med mulighed for at påvirke fremtiden.
Skriv din egen reportage (dansk)
Du skal i dansk skrive reportage og dække Kolding Light Festival. Du kan interviewe fx kunstnere, besøgende eller arrangører, tage billeder og beskrive stemningen, så læseren virkelig føler, at de er til stede blandt lysinstallationerne. Du skal selv planlægge din tid, få arrangeret interviews og kombinere dine observationer med levende og engagerende sprog. Undervejs får du mulighed for at eksperimentere med vinkler, beskrivelser og fortællestil, så din reportage bliver både faglig, informativ og spændende at læse.
Lav din egen podcast (samfundsfag)
FlexDagen giver dig tid til at fordybe dig i et samfundsfagligt emne, du brænder for – fx unges trivsel, bæredygtighed eller politik. Du kan interviewe en person udefra, fx en lokal politiker, en virksomhedsejer eller en forsker. Fordi du selv kan planlægge dagen, kan interviewet foregå, når det passer bedst – også på tidspunkter, der normalt ikke ville fungere, fx tirsdag aften. I de efterfølgende timer bruger vi hinandens podcasts som afsæt til at diskutere problemstillingerne, reflektere over forskellige perspektiver og koble de indsamlede erfaringer med relevante teorier og samfundsfaglige begreber.
Naturen som klasselokale (biologi)
På FlexDagen kan du tage biologien med ud i virkeligheden. Du kan tage i skoven, til søen eller ud i haven og undersøge, hvordan planter, dyr og mikroorganismer trives i deres naturlige miljø. Du kan måle pH-værdi i vand, registrere arter eller tage billeder til din egen lille feltundersøgelse. Uden klasselokaler og faste klokkeslæt får du tid til at se sammenhænge, som du ikke lægger mærke til til daglig – og oplever, at biologien handler om langt mere end det, der står i bøgerne.