Skip to main content
FokusDage
Fra viden til virkelighed 

Vi ved, at du gerne vil have undervisning, der føles relevant og spændende, og hvor din viden kan bruges i praksis. Derfor vil hver anden onsdag være en FokusDag med projekter, ekskursioner og samarbejde med virksomheder, kulturinstitutioner og universiteter.

Det betyder, at du oplever, hvordan din viden faktisk kan bruges i virkeligheden. Du lærer ikke bare for at lære; du lærer for at bruge og gøre en forskel i verden. 

FokusUgen
En uge hvor viden bliver til virkelighed

FokusDagene kan se meget forskellige ud – fælles for dem er, at du får mulighed for at fordybe dig, samarbejde og opleve fagene i praksis. Undervisningen rykker ud af det normale skema, så du kan arbejde mere undersøgende, kreativt og virkelighedsnært – ofte i samarbejde med virksomheder, gæster udefra eller lokale institutioner. Dagene kan dermed både foregå på skolen og eksterne steder, som giver mening for den konkrete undervisning.

Herunder ser du fire eksempler på FokusDage, som du kan få på Kolding Gymnasium. 

Eksempler på FokusDage

Bliv politiker for en dag! (engelskfaglig FokusDag)
På en af vores FokusDage gennemfører vi et simuleret amerikansk valg, der kombinerer sprog, politik, kreativitet og samarbejde på en ny måde. Gruppevis får I et parti, en delstat og et politisk emne, som I skal lave en valgvideo ud fra. I skal tænke strategisk, undersøge delstaten og vælgergruppen grundigt, og I skal tage kreative beslutninger om sprog og filmiske virkemidler i jagten på at vinde netop jeres delstat. Videoerne præsenteres, og en samlet vinder af hele valget findes i fællesskabet. På den efterfølgende FlexDag skriver I en kort opgave, hvor I argumenterer for jeres valg og strategi.
 

Kickstart din influencer-karriere! (retorik- og mediefaglig FokusDag)

På en FokusDag dykker vi ned i sprogets og billedets magt på sociale medier. Vi analyserer kendte influenceres profiler, tester deres strategier i praksis – og får indblik i, hvordan man skaber indhold, der rammer. Dagen rundes af med besøg fra en professionel influencer, som deler konkrete tips og tricks til produktionen.

Fremtidens energi i praksis! (kemifaglig FokusDag)

På denne FokusDag dykker vi ned i, hvordan kemien spiller en nøglerolle i den grønne omstilling. Du lærer, hvordan Power-to-X-teknologier omdanner strøm fra vedvarende energi til brændstoffer og materialer, der kan bruges i hverdagen. Sammen undersøger vi, hvordan kemiske processer kan mindske brugen af fossile brændstoffer og skabe et mere bæredygtigt samfund. Som en del af dagen besøger vi Energinet i Fredericia, hvor du får indblik i, hvordan forskning, innovation og industri arbejder sammen om fremtidens energiløsninger – og ser, hvordan teorien bliver til virkelighed.

Velfærdsstatens historie – lige her i Kolding (historiefaglig FokusDag)

I samarbejde med Kolding Stadsarkiv dykker vi på denne FokusDag ned i velfærdsinstitutionernes historie i kommunen. Eleverne arbejder med autentiske historiske kilder på arkivet og får indblik i, hvordan lokalhistorien afspejler de store samfundsforandringer. Dagen byder også på byvandring, hvor eleverne opsøger spor, bygninger og levn fra perioden og oplever, hvordan historien stadig lever i Koldings gader