STX
Prøven i NV er en mundtlig og individuel prøve med 20 minutter pr. elev.
Eleven præsenterer først i max 5 minutter hvorefter der er en samtale i ca. 10 minutter med udgangspunkt i præsentationen og portfolioen generelt. De sidste 5 minutter bruges på at votere og skifte til næste elev.
Der gives én samlet karakter.
I læreplanen for NV står (med vores fremhævninger)
Afsluttende evaluering
Der afholdes en intern individuel mundtlig prøve af ca. 20 minutters varighed, hvor to af elevens lærere i naturvidenskabeligt grundforløb er til stede. Prøven afvikles i forbindelse med afslutningen af grundforløbet. Prøvegrundlaget er elevens portfolio. Portfolioen skal være til stede ved prøvens afholdelse. Der gives ingen forberedelsestid. Eksaminationen indledes med elevens fremlæggelse af udvalgte dele af sin portfolio, og former sig derefter som en uddybende samtale mellem eleven og eksaminatorerne. I den uddybende samtale kan øvrige dele af portfolien inddrages. Fremlæggelsen omfatter højst fem minutter af eksaminationstiden. Bedømmelsen er en vurdering af, i hvor høj grad elevens mundtlige præstation lever op til de faglige mål.
Der gives én karakter ud fra en helhedsvurdering.
Det betyder:
I skal til prøve i det ene af de to NV-forløb. I skal selv vælge noget fra jeres portfolio som I gerne vil holde et kort oplæg om. Nogle gennemgåede ting er mere oplagte at vise god forståelse ud fra end andre!
Efter at I til prøven har givet jeres præsentation (max 5 min), vil begge lærere stille uddybende spørgsmål til jeres præsentation og til andet vi har gennemgået i undervisningen.
Portfolioen fra det forløb I skal til eksamen i skal I have med på papir. Så kan I hurtigt finde det frem, hvis I bliver spurgt til dele af den. I behøver kun have det med i et eksemplar, det er nok.
Gode råd:
- Ud over selve portfolioen skal I lave ét ark med stikord og så have figurer, grafer, tabeller m.m på nogle andre ark. Sørg for at tingene kommer i netop den rækkefølge I vil sige dem, det giver nemlig et bedre flow, mindre spildtid og det hjælper jer til at huske hvad I vil sige hvornår.
- Vær opmærksom på at 5 min til begge fag er meget kort tid! I bør derfor have øvet om I kan huske alt og specielt om I kan nå at sige tingene. Ellers må I skære mere ind til benet!
- Vi vil IKKE høre højtlæsning! Jo mindre tekst på papirerne, jo bedre. I skal SELV KUNNE SIGE alle de gode ting ud fra figurer, grafer, tabeller, formler osv. for netop at vise forståelsen direkte fra jer selv.
- Vi vil IKKE høre alle beregninger gennemgået ned til mindste detalje, bare en præsentation af formler, en kort forklaring af hvad man regner sig frem til og specielt betydningen af resultatet.
- Vi vil MEGET GERNE høre om hvad figurer viser, hvordan et forsøg er gået, hvor gode resultaterne/graferne er og deres betydning, hvilke fejlkilder og måleusikkerheder der er m.m.