Skip to main content

Fastholdelsesstrategi

Strategien for at fastholde elever og kursister på Kolding Gymnasium bygger på et samarbejde mellem elever og medarbejdere.

Udgangspunktet er en positiv skolekultur, hvor elever/kursister og medarbejdere arbejder sammen om at skabe og bevare gode rammer for skolegangen både fagligt og socialt, individuelt og i fællesskab, således som det kommer til udtryk i skolens Kulturpagt. Det gør vi ud fra en betragtning om, at elever i trivsel (fagligt og socialt) i højere grad gennemfører deres uddannelse.

I arbejdet med at fastholde elever arbejder de involverede personer ud fra devisen, at vi behandler eleverne forskelligt for at behandle dem lige. Alle elever/kursister er forskellige og har forskellige baggrunde, som undervejs i uddannelsesforløbet kan enten øge eller mindske risikoen for frafald; derfor mener vi på skolen, at vi skal behandle den enkelte elev ud fra de vilkår, som ligger til grund for den enkelte elevs skolegang.

Forebyggelse af frafald gennem opmærksomhed på studieaktivitet og fravær

Et væsentligt element i KGs fastholdelsesstrategi er skolens opmærksomhed på fravær og vedvarende indsats for at mindske elevernes fravær.

I skoleåret 2017-2018 udgjorde det samlede fysiske fravær 8,3% og det samlede skriftlige fravær 8,7%.

Det er vigtigt at understrege, at dette fravær indbefatter alt fra korte perioder med sygdom til lange perioder med kronisk og/eller alvorlig sygdom, ligesom fraværet også indbefatter elever, der er henvist til at aflægge prøve på særlige vilkår i forlængelse af deres forsømmelser. Også fravær hos eliteidrætsudøvere, som har været til landsholdssamlinger eller stævner/turneringer indgår i tallet.

Fravær i de enkelte klasser monitoreres af studievejledere og ledere i forskellige trin. I den indledende fase, hvis der konstateres højt fravær hos en elev/kursist, er det studievejlederen, som tager sig af kontakten med eleven/kursisten – dvs. den traditionelle “gennemførselsvejledning”. Afhængigt af årsagerne til fraværet kan der iværksættes enten sanktioner, hvis det skønnes relevant, eller understøttende foranstaltninger, hvis dette vurderes at være den bedste måde at reducere fraværet på (lettelse i opgavemængden i en periode, særlige aftaler om undervisningen med lærere, mentorordning, psykologsamtaler, lektiehjælp eller andet).

Først når samtaler, advarsler eller hjælpeforanstaltninger ikke viser sig at have effekt, træder den ansvarlige leder ind i processen som den hårdere sanktionerende myndighed.

Fravær gennemgås systematisk mindst en gang i måneden.

Forebyggelse af frafald gennem opmærksomhed på andre forhold

Et andet væsentligt element i KGs fastholdelsesstrategi er skolens opmærksomhed på en lang række andre forhold, som kan mindske elevernes chance for at gennemføre uddannelsen. Det drejer sig om bl.a. elever, der har diagnoser, børn af misbrugere, elever med fysisk eller psykisk syge forældre, elever med eller i risikozonen for misbrugsproblemer, elever med handicap, “talent-elever” (inden for idræt eller musik/kunst), m.m.

På sådanne områder, sætter vi en ære i at reagere og gøre noget ved problemerne, selv om der kan være tale om ømtålelige forhold. Afhængigt af, hvad der måtte være elevens udfordring, har skolen en tæt dialog med andre institutioner og myndigheder, som i forskellig grad kan bidrage til fastholde eleven i uddannelsen.

Tilsvarende foregår der også løbende efteruddannelse af studievejledere og ledere, så der opbygges en vis ekspertise i at håndtere elevernes udfordringer.

Støttende foranstaltninger til fastholdelse i det daglige

I det daglige arbejde på skolen indgår en lang række tiltag, som på forskellige måder vurderes at bidrage til at fastholde elever på KG:

  • Gode introforløb, herunder samtaler med ledere, lærere og studievejedere
  • Mange sociale arrangementer
  • Mange typer elevforeninger/ekstracurriculære aktiviteter
  • Faglige screeninger
  • Læsevejledning, herunder screeninger og diverse opfølgende tiltag
  • Niveaudeling
  • Systematisk arbejde med elevtrivselsundersøgelser
  • Lektiecafé
  • Deltagelse i projekter, der fremmer fastholdelse
  • Bestræbelse på at opfylde elevernes valg af studieretning (herunder også “smalle studieretninger”)
  • Mulighed for samtaler med psykolog
  • Samarbejde mellem studievejledere og UU
  • Lærer- og elevmentorer.

Aktører

De væsentligste aktører i fastholdelsesarbejdet er eleverne/kursisterne, da det i sidste ende er den enkelte elev/kursist, der skal have lysten og viljen til at færdiggøre uddannelsen.

Fra skolens side deltager især studievejledere, ssp-vejledere, læsevejledere og ledere i arbejdet, men alle medarbejdere er involveret for så vidt, at de har pligt til både at reagere, hvis de oplever, at en elev ikke trives, og at bidrage til fastholdelse, hvor det er muligt.