Global masterclass
På KG har du mulighed for at deltage i Global Masterclass, som er et tilbud til alle skolens elever om at dykke ned i et emne og komme med ud at rejse. Emnerne kunne være globalt medborgerskab, bægerdygtighed eller noget helt tredje og rejserne har vidt forskellige mål.
Rejserne samt den forberedende undervisning foregår en gang om året og inddrager elever fra alle tre uddannelser. Formålet med rejserne er at øge fællesskabet blandt eleverne og mellem uddannelserne på KG. Det er et globalt tilbud som tilbydes de elever der kan og vil, da det kræver en ekstra indsats at møde til undervisning i fx 5. blok samt samle penge til rejsen. Et fast antal pladser udbydes og interesserede elever skriver en motiveret ansøgning.
Global Masterclass 2025
Tororo, Uganda. BEAUTY – Building EAst Uganda To the Youth
I skoleåret 2024/2025 skal 18 elever fra Kolding Gymnasium (KG) på tværs af uddannelsesretninger, gøres til dybt engagerede ambassadører for FN’s Verdensmål. Dette sker gennem en 10-dages studierejse til Tororo, hvor eleverne skal samarbejde med frivillige fra den lokale ugandiske NGO Hands of Hope (HoH).
Eleverne bliver i Uganda, for en stund, en aktivt arbejdende og dermed handlende del af HoH’s arbejde med sundhed, uddannelse og fødevaresikkerhed.
I Tororo er der en række workshops eleverne skal inddrages i. Her kan nævnes undervisning på en lokal pigeskole, besøg på sundhedsklinikken Martin Mudodo, klimatilpasning i form af træplantning, besøge en lokal kaffeplantage, besøge Nilens udspring og meget mere.
Den Globale Masterclass afsluttes, med et Verdensmålsevent på KG. Her udbreder eleverne deres engagement til resten af KG og den lokale befolkning i Kolding, samt gennemfører workshops på grundskoler og deltager i klimafolkemødet i Middelfart.
Projektet BEAUTY sker i samfinansiering mellem Globus Puljen og Kolding Gymnasium.
Global Masterclass 2023
Centraleuropa
I efteråret 2023 gik turen mod Centraleuropa, her var eleverne på en spændende tur gennem Polen og Tjekkiet, med Holocaust som det tematiske udgangspunkt.
”Det er sket, og derfor kan det ske igen”
Mens jeg stod der, midt i et af de mørkeste kapitler af historien, ramte en bølge af glæde og taknemmelighed mig. At have muligheden for at tage på en uforglemmelig tur som denne med venner og nybekendte, der hurtigt blev til venner, er fantastisk og noget alle burde opleve.”
“It was a wonderfull trip and i hope everyone could get this experience”
”En utrolig og lærerig oplevelse men på mange måder også foruroligende for fremtiden med den had der stadig er i verden.”
“The trip was a cultural and historical experience, we saw and learnt a lot about the horrible things that humans have done to eachother.”
Global Masterclass 2022
Caminoen – Ømme fødder og sammenhold
Global Masterclass 2022 gik til den gamle katolske pilgrimsrute Camino de Santiago i Nordspanien. 18 elever fra både STX, IB og HF og 2 lærere gik de 110 km fra Sarria til Santiago de Compostela over 5 dage.
Tre elever beskriver her deres oplevelser fra turen:
“Buen Camino!” siger alle vi møder. Kaffen damper og croissanterne og tortillaerne dufter fra de mange camino-cafeer langs stien. På ømme fødder fortsætter vi vores vandring mod Santiago.
På vandrehjemmet sover vi tungt trods de middelmådige senge og lyden af andre vandrende der sover lige så tungt, men trods de lange hårde dage og halv dårlige nætter var sammenholdet stærkt og humøret oftest højt. Der var plads til jokes og snak på tværs af uddannelse, årgang, klasse og endda mellem lærer og elever.
Santiago møder os med katedralens kimende klokker og sækkepibe musik, i Santiago de Compostela overdøver røgelsen i den svingende Botafumeiro vores lugt af sved, vi er heldigvis ikke de eneste.