Skip to main content

KG er MERE end undervisning

Udfold dit talent på KG

Elever med særlige talenter har mulighed for at deltage i forskellige talenttilbud:

  • ATU (Akademiet for Talentfulde Unge)

  • ScienceTalenter

  • MasterClass

  • Georg Mohr-konkurrencen

  • Projekt Forskerspirer

  • Kemi-OL og Fysik-OL

ELEVFORESTILLING OG FILMFESTIVAL

Du kan være med i elevernes forestilings-/musicalgruppe og være med til at stable KGs musical på benene. Der skal synges, danses og spilles, men der skal også laves kostumer, dekorationer, reklamer og meget mere.

I foråret fyres mediefags filmfestival, EDISON, af med et award-show, hvor elevernes film dyster i kategorier som fx ’Bedste skuespiller’, ’Bedste dramaturgi’ og ’Bedste film’. 

Idrætsdag

I starten af september mødes hele skolen til ét af årets højdepunkter: idrætsdagen. Her kæmper klasserne mod hinanden i alle mulige ’underlige’ aktiviteter og ikke mindst det traditionsrige sæbekasseløb.

MUN – MUNOK

MUNOK, or Model United Nations at Kolding Gymnasium, is a very active and challenging extra-curricular activity. The members get experienced as debaters, improve their rhetorical skills and of course get secure in the rules and procedures of MUN. Joining MUN, and MUNOK in particular, has many advantages. You broaden you understanding of international politics, you train your skills in debating and you improve your English. Read more about MUN here.

Frivillig idræt

Gennem hele skoleåret deltager elever i forskellige mesterskaber – fodbold, volleyball og basket. Det giver et godt sammenhold og fællesskab mellem elever på tværs af årgange og uddannelser.

Spanskrøret

KGs skoleblad, Spanskrøret, har en lang og glorværdig historie bag sig. I gamle dage var det håndskrevne løsblade. I dag får eleverne i spanskrøret stillet deres skrivekløe ved computeren med sjove historier og KG-gossip om både elever og lærere. Bladet udkommer 5-6 gange om året og bliver som regel revet væk på få timer. Gå til Spanskrørets Facebook-side her.

SVADA

SVADA er KG-elevernes helt eget og ret crazy festudvalg, der arrangerer 4-5 super-fede fester om året med diskotek, bar, bands og fuld fart på dansegulvet. En af festerne er JULE-SVADA, som starter med den legendariske JULE-REVY og fortsætter med julefesten for nuværende og gamle KG-elever. Se film fra SVADA-fest her. Gå til SVADAs Facebook-side her.

Fredagscafé

5 gange om året er der fredagscafé med fed musik, et par øl eller sodavand og max hygge. Det giver en fantastisk stemning på skolen, og så er det ind imellem rart at gå på weekend med et ekstra smil på læben, når skolen har hyret en stand-up’er, en sanger eller anden underholdning.

STORE navne på KG

KG er en skole, hvor du kommer til at møde store navne. Hen over skoleåret 2022/2023 har vi fx haft koncert med Icekiid og Xander. Derudover har vi tidligere bl.a. haft besøg af Lord Siva, Kesi, Scarlet Pleasure, Rosegold, Emma Holten, Yahya Hassan, Wafande, Chris MacDonald, Johnny Deluxe, Djämes Braun, Andreas Mogensen, Clement Kjærsgaard og Emil Thorup.

Fællestimer

Med jævne mellemrum annulleres undervisningen, og alle skolens elever samles i kantineområdet for at høre et foredrag om et relevant og vedkommende emne, fx livsstil eller unges brug af sociale medier. Vi prøver altid at invitere en foredragsholder, der har lidt kant, og som er aktuel og kendt i offentligheden.

Elevråd = medindflydelse

KG er kendt for et elevråd, der når resultater for skolens elever. På bare få år har elevrådets arbejde resulteret i et stort og moderne fitnessrum, renovering af toiletter og forbedringer af badeforhold i idræt. Elevrådet har også en andel i bedre wifi, gode møbler og et rigt udvalg af lækre retter i kantinen.

Kantinen

Kantinen er både et fysisk og socialt samlingspunkt på Kolding Gymnasium. Her findes et bredt udvalg af kolde og varme retter, der kendetegnes ved sundhed, bæredygtighed og økologi. Med mere end 10.000 stk. topper pølsehorn listen over mest solgte vare. Kantinen bestræber sig på at tilbyde et sortiment, der tilgodeser alle skolens elever fra mange forskellige kulturer.

Bemærk kantinen er kontantløs, der kan kun betales med Mobilepay og kort. 

Musik, Mediefag, Drama og Billedkunst

Har du en kreativ åre, kan den flyde frit på KG. Vi har lydstudie med digital mixerpult, øverum til bands, professionelt filmudstyr, dramagruppe og mulighed for deltagelse i designcamp og workshops… bare for at nævne et lille udvalg af mulighederne. Det er din uddannelse. Du sætter selv kursen!

Fitness

KG råder over et stort og veludstyret fitnessrum med vægte, maskiner, cykler, løbebånd, romaskiner og meget andet. Hver dag, efter skoletid, er der elever i lokalet, der dyrker motion, styrketræner, hygger og hører god musik. Der bliver gået til den, men stemningen er afslappet og rar.

Morgensamlinger

Morgensamlingerne på Kolding Gymnasium er et samlingspunkt, hvor skolen giver fælles information til eleverne, og hvor klasserne på tur underholder hinanden med skøre indslag. Der er morgensamling cirka hver anden uge i 10-frikvarteret.