Idræt er et fag, som videnskabsteoretisk kan placere sig i både det naturvidenskabelige, humanistiske og samfundsfaglige hovedområde. Desuden er det et fag med en praktisk dimension, hvorfor der også indgår en praktisk metode.

Den naturvidenskabelige metode i idræt

I den naturvidenskabelige tradition er der fokus på mennesket som objekt. Vi vil forstå, hvordan den menneskelige krop fungerer i hvile og arbejde.

For at undersøge dette tages der udgangspunkt i objektivitet, dvs. noget, der konkret kan observeres, måles, vejes eller tælles. Laboratorieforsøg isolerer uafhængige variables effekt på en afhængig variabel. En uafhængig variabel kan fx være træningstype (konditionstræning ved lav, moderat eller høj intensitet), og den afhængige variabel kan fx være noget målbart eller en test (fx konditallet). På den måde vil man kunne få svar på hvilken træningsintensitet, der giver det højeste kondital.

Fordelen ved laboratorieforsøg er, at der kun analyseres én faktor (fx træningsintensitet) for sikring af sammenhængen mellem årsag og virkning (fx kondital). Ulempen er dog, at laboratorieforsøg ikke altid afspejler virkeligheden, hvor adskillige faktorer på én gang kan gøre sig gældende.

Iagttagelser er desuden en væsentlig metode i idrætsfaget. Det kan fx være en analyse af en bevægelse eller en spiller i en fodboldkamp. Hvordan udfører spilleren et bestemt spark? Hvad er spillerens tidsforbrug på løb og gang i en kamp?

Hvis der udvikles en teori ud fra iagttagelser eller laboratorieforsøg, kaldes det den induktive metode. Hvis man tester en hypotese eller en teori, kaldes det den hypotetisk-deduktive metode.

Eksempler:

• Hvordan træningsmængden i tid påvirker den maksimale løbehastighed
• Hvordan træningsmængde, typer og intensitet påvirker fysiologiske faktorer, som fx hvilepuls og kondital.
• Analyse af et frispark med skrue. Hvordan udfører spilleren teknisk sparket, og hvilke muskler arbejder?
• Hvilke træningsparametre er vigtige for en bestemt type idrætsudøver?

Humanistisk metode i idræt

I den humanvidenskabelige tradition er fokus på mennesket som et subjekt med bevidste hensigter og en fri vilje. Formålet er at søge efter det særlige ved det enkelte individ, som fx motiver, hensigter, mening. Hvorfor er personen for eksempel motiveret for at dyrke motion? Hvad kan personen få ud af det? Hvordan opleves det for personen?

Data kan fx indsamles via kvalitative observationer, kvalitative interviews og kvalitative spørgeskemaer, for at indfange menneskets subjektive oplevelser.  Der er fokus på at fortolke data – gerne med brug af relevant idrætsteori.

Eksempler:

• Idrætspsykologi: Fokus på mennesket som udøver i forskellige idræts- og sportsformer. Hvad motiverer mennesket til fysisk aktivitet? Hvilken rolle spiller idrætten for det enkelte menneskes identitet? Hvad er vigtigt for at et hold kan samarbejde og præstere?
• Idrætshistorien: Idræt og kropskultur i forskellige historiske tidsperioder undersøges. Hvordan opstod idrætsgrenen? Hvilken samfundsmæssig rolle spillede idrætsgrenen i datiden? Hvilken historisk udvikling har idrætsgrenen gennemgået

Samfundsvidenskabelig metode i idræt

I den samfundsvidenskabelige tradition er fokus på at forstå individet som en del af menneskeskabte samfundsstrukturer og processer. Idrætsfaget beskæftiger sig med samfundsmæssige problemstillinger med en idrætslig vinkel, som fx hvordan kropskulturen og kropsidealerne i samfundet påvirker idrætsdeltagelsen i hhv. foreningslivet og den kommercielle idræt. I modsætning til idrætshistorien er der her fokus på den tid, vi lever i.

Data indsamles med både kvalitative og kvantitative metoder. De kvalitative metoder kan fx være interviews og beskrivende observationer og bygger dermed i høj grad på de samme metoder, som i humanvidenskaben. De kvantitative metoder kan fx være spørgeskemaer med specifikke svarkategorier eller talskalaer, statistisk materiale, optælling af observationer og gennemførelsen af eksperimenter, hvilket kan minde om de naturvidenskabelige metoder. Der tages desuden ofte brug af teorier i den samfundsfaglige metode. Det kan være sociologiske, politiske eller økonomiske teorier.

Eksempler:

• Undersøgelse af idrættens organisering hhv. selvorganiseret idræt, uorganiseret, organiseret forenings idræt – og kommerciel idræt.
• Analyse af statistisk materiale om befolkningens idrætsdeltagelse.
• Undersøgelse af idrætskultur i det senmoderne samfund, som fx kropsidealer, streetsport, betydningen af sociale medier.

Praktisk metode i idræt

De praktiske metoder er en samling af forskellige metoder, som kan betegnes som idrættens ”egne metoder”. Her er det i høj grad bevægelsen, øvelsen, udførelsen og dermed det praktiske og rent fysiske, der er i centrum. Metoderne overlapper ofte hinanden og inddrager også teoretiske metoder fra afsnittene før, men de tager udgangspunkt i praksis.

• Bevægelsesanalyse: En bevægelsesanalyse er en metode, der analyserer bestemte bevægelser i idræt. Det kan være en analyse af bestemte sekvenser i en disciplin; hvilke muskler, led, kontraktionsformer og tekniske dele er i spil?

Bevægelsesanalyser kan kobles sammen med teoretisk viden fra anatomi og bevægelseslære eller det bredere emne biomekanik. Ofte anvendes videooptagelser til bevægelsesanalyser. At lave anvendelige videooptagelser kræver ofte vigtige overvejelser, og denne tekniske del af bevægelsesanalysen er derfor også vigtigt.

• Arbejdskravsanalyse: I arbejdskravsanalyser er formålet at vurdere en bestemt disciplins fysiske, mentale, tekniske og taktiske krav. Altså hvad der kræves, for at lykkes med disciplinen eller øvelsen. Det skal vurderes hvilke krav, der er væsentlige, og hvorfor?

• Kapacitetsanalyse: kapacitetsanalyser vurderer en idrætsudøvers kapacitet – altså udøverens nuværende niveau og potentiale, fx styrketræningsniveau målt ved 1 RM test og potentiale, som fx kan vurderes ift. indsatsen i testen og teknik i øvelsen.

• Træningsplanlægning: I træningsplanlægning udformes et træningsprogram eller en træningsøvelse, som skabes på baggrund af en analyse og diskussion af arbejdsfysiologi og en bestemt disciplin eller gruppe mennesker. Målet er en forbedring på bestemte parametre.

• Den æstetiske bevægelseslære: I den æstetiske bevægelseslære anvendes et begrebsapparat til at analysere dans og kreativ bevægelse. Rudolf Laban (1879-1958) udviklede et system til at italesætte og beskrive bevægelser og bruge dem at udvikle egne bevægelser, som fx i en koreografi. Det kaldes BESS-koncept. Body, Effort, Shape og Space, der kan oversættes til kropsbevidsthed, bevægelseskvalitet, bevægelsens former og rum. Ofte anvendes videooptagelser til en æstetisk bevægelsesanalyse, fx til at analysere en dans’ bevægelsesmæssige kvaliteter. 

• Oplevelsesbeskrivelser: Vores kropslige oplevelsesviden kan udtrykkes gennem oplevelsesbeskrivelser i et fortællende og forklarende sprog. Den narrative metode eller oplevelsesanalysen arbejder med den levende krop i bevægelse, som beskrives, analyseres og fortolkes. Metoden forsøger at sammenbinde den sanselige krop og det analytiske. Beskrivelsen skal ses som datamateriale, der efterfølgende kan bearbejdes og sættes i relation til teori. Fortællinger om idræt er ofte koblet sammen med intense idrætsoplevelser og det, udøveren bemærker, når de udføres. Spring i parkour, der lykkes. Oplevelser af flow på løbeture eller et fantastisk frisparksmål i fodbold. Det er en subjektiv beskrivelse, og opgaven er så at prøve at sætte objektive, beskrivende og fortolkende ord på oplevelsen. Et eksempel kan være indlæring af en ny bevægelse, et smash i badminton. Først skal bevægelsen indlæres. Det kan foregå ved at observere en træner og lytte til dennes forklaringer om bevægelsen. Dernæst kommer øvelsesfasen, hvor bevægelsen gentages og via feedback justeres. Automatiseringsfasen indtræder, når bevægelsen foregår hensigtsmæssigt og kræver mindre koncentration. Det opleves altså helt anderledes at udføre bevægelsen, om man er i indlærings -, øvelses -, eller automatiseringsfasen.

Hvis du vil læse mere om idrætsfagets metoder, så kan du se her:

https://gym-idraet.dk/nyheder-viden/1964/

https://emu.dk/stx/idraet/metoder/idraetsfagets-teoretiske-metoder